Grease is the word! GREASE – én af verdens mest populære og slidstærke musicalfænomener, kommer rockende tilbage på de danske scener til foråret 2023. Glæd dig til en aften med alle de store hits.
Der findes næppe nogen anden musical i verden, der bliver ved med at tale så klart til så mange generationer som Grease. Næsten hver eneste sang i musicalen er blevet en klassiker, og de fleste af os har sikkert skrålet med på ”Grease”, ”Summer Nights”, ”Hopelessly Devoted to You”, ”You’re the One That I Want”, ”Sandy”, og alle de andre kultsange.
Vi elsker også den enkle og uskyldige kærlighedshistorie mellem Danny og Sandy, venskaberne i T-Birds og Pink Ladies på Rydell High School og den charmerende nostalgi, der indrammer handlingen.
Grease havde verdenspremiere på Broadway i 1972, og i løbet af de næste par år måtte produktionen to gange flytte til et større teater, for at give plads til det konstant voksende publikum.
Grease blev den bedst sælgende forestilling på Broadway, og den fortsatte i et sandt triumftog med opsætninger kloden rundt. Grease-feberen steg endnu et par grader i 1978, da den legendariske filmversion med Olivia Newton-John og John Travolta også erobrede biografgængerne.
Når Grease indtager Falkoner Salen til foråret bliver det i en fabelagtig ny version med Silas Holst og Neel Rønholt i de to hovedroller som Danny Zuko og Sandy. De øvrige roller er også stærkt besat, ligesom det store, energiske ensemble af korsangere og dansere har rigelig med power til at få taget til at løfte sig.
Grease er kort sagt: The one that you want.
Se meget mere på: GREASE MUSICAL – Foråret 2023 i København, Holstebro og Vejle (oneandonlymusicals.dk)