Den 22. november indtager entertainer Jan Gintberg Falkoner Salen med sit show, ”Gintberg Miraklet”. Vi har sat Gintberg stævne til en snak om hans nye comedyshow og for at stille det relevante spørgsmål: ”Hvad for et mirakel taler vi om her?”
Det blev til en overraskende følsom snak om Jan Gintbergs opvækst, og hvordan han bruger det at grine som selvmedicinering.
Interview med Jan:
Du er oprindeligt uddannet landmand og har læst landbrugsvidenskab. Hvordan endte du som komiker?
“Jeg voksede op på en gård syd for Hillerød og i mange år havde jeg en forestilling om, at jeg skulle overtage mine forældres gård. Efter at have færdiggjort min uddannelse som landmand, var jeg en tur forbi militæret, ude at rejse og på højskoleophold, hvor det slog mig, at jeg da skulle være forsker og underviser i jordbrugsvidenskab, så jeg gik i gang med at læse til agronom.
Som studerende har man jo meget frihed til selv at tilrettelægge sin tid, så jeg søgte optagelse i Studenterrevyen, som dengang var ret stort at være med i. Ulf Pilgaard havde i sin tid spillet med, og Klaus Rifbjerg havde skrevet tekster til revyerne, så man kunne faktisk blive til noget, hvis man var med i det selskab.
Jeg faldt over standup i 1991, hvor det var i sin spæde start i København. På Lille Kannikestræde i indre by lå Restaurant DIN’s, som var de første til at arrangere standup. Det ville jeg prøve og fik skrevet mig på listen over performere en aften. Jeg var ved at skide grønne grise den første aften, men mit materiale om at stå fadder til min nevøs barnedåb var en succes, og jeg følte mig som kongen af standup den aften. Folk grinede rent faktisk af mig – og den følelse måtte jeg bare prøve igen. Resten er historie. Min mor var skeptisk da jeg droppede ud af mit studie, men jeg var blevet en sindssygt dårlig agronom.”
Hvad er det for et mirakel, du sætter spotlight på i dit nyeste show?
“Helt ærligt, så er det lidt af et mirakel, at jeg stadig er her og ikke er blevet sindssyg, ligesom min mor var det. Mit nye show er en fejring af identiteter, forskelligheder, og det faktum, at jeg ikke bare identificerer mig som søn af en psykisk syg mor. Så kunne jeg have brugt livet på at føle mig som et offer, og det gider jeg helt ærligt ikke.
I min opvækst vidste jeg aldrig, hvad jeg kom hjem til. Var det en god dag for min mor eller havde psykosen overtaget hendes skizofrene sind? Jeg brugte humoren som et skildpaddeskjold for alt det tunge. Hvis jeg kunne få mine kammerater til at grine, så kunne jeg ’tanke op på sjov’, som jeg brugte til at stå imod de vanvittige perioder derhjemme.”
Kan du stadig efter så mange år som performer blive nervøs inden et show?
“Jeg bliver ikke rigtig nervøs mere, men jeg er nødt til at bruge lidt tid før et show på at samle tankerne og zoome ind på opgaven, jeg står overfor. Hvorfor står jeg her i Høje Taastrup på en regnvåd tirsdag aften, spørger jeg måske mig selv. Der skal jeg lige minde mig selv om alt det, jeg får ud af at få et publikum til at grine. Det er et kæmpe privilegium. Sådan er det nok i alle jobs en gang imellem. Man skal huske sig selv på, at man kunne være værre steder end lige her.
Så er der også det faktum, at det bliver sværere og sværere at finde fokus i denne tidsalder, hvor alt skal gå stærkt. Hvis man hele tiden skal følge med på de sociale medier eller i den evigt kværnende nyhedsstrøm – og skal have en klar holdning til Trumps nyeste vanvittige tiltag eller til, hvor uetisk det er, at jeg lige har spist opdrættet laks – så bliver man jo skør!”
Hvordan er det at optræde i Falkonersalen?
“Falkonersalen er som en Rolls-Royce i en performers liv. Akustikken er fantastisk i modsætning til mange andre steder, så det er virkelig fedt at stå på scenen. I gamle dage var Cirkusbygningen det vildeste, man kunne opnå at optræde i, men Falkonersalen kan altså også noget særligt. Det er som at sætte sig ind i en stor Bentley med lædersæder.”
Er der en udløbsdato på at være standup komiker?
“Nej, jeg kommer til at optræde i en eller anden form indtil jeg stiller træskoene – det er jo her jeg henter min livsgnist. Så kan det godt være, at det med årene bliver færre optrædener eller på mindre steder, men det at grine er min religion. Når det har været en god aften på scenen, hvor publikum grinede og hyggede sig, så føler jeg sgu, at jeg har en funktion her i livet og det er at sprede glæde.
Livet er ikke altid sjov og ballade, men hvis vi kan skabe et rum, hvor vi kan grine sammen og tage pis på alle de små hverdagstrivialiteter, så kan vi holde vores triste hverdag ud. Det er det, comedy også kan, lidt ligesom kunst eller god mad. Det er med til at gøre livet værd at leve – og vi skal fandme huske at anerkende glæden ved at være i live!”
—
I 2025 rammes danske komikelskere endelig igen af en sanselig, satirisk og stærkt lårklaskende danmarksturné, når den altid aktuelle og utøjlede entertainer Jan Gintberg åbner scenetæpperne for sit spritnye og næste store comedy show ‘GINTBERG MIRAKLET’.
Jan Gintberg udtaler fra toppen af den trækrone, som han har forskanset sig i frem til showet er helt klar til det hungrende folk i januar 2025:
“Jeg ser mit humoristiske virke lidt ligesom Mahatma Ghandi’s. Det behøver ikke være smukt men det skal satme kunne blæse noget luft ind under sarongen! Ja, det kan godt være, at det måske var Troels Lund Poulsen, der sagde det… men det gør det jo ikke mindre mirakuløst.”
Jan Gintberg udtaler også:
“Et Mirakel er en vidunderlig sjælden hændelse. Lidt ligesom at slå en befriende brandskid på vej ud af en skolebus, eller grine uhæmmet af en moden mands skæve undren over menneskets bimlende kollektive idioti. Glæd dig! Det her show bliver en mageløs mirakuløs rejse ind i sjælens dummeste afkroge. Mageløs!”
Jan Gintberg er een af Rigets skæggeste skæve komikere, og her over 30 år efter sin debut, rammer hans altid omfavnende humoristiske betragtninger om livet og tidsånden blandet med hans sylespidse sikre satiriske stikpiller stadig plet i den danske selvforståelse.
Glæd dig til MIRAKLET!
Kan opleves fra januar 2025 i hele Danmark inkl. vores besatte dele af Rigsfælleskabet – herunder Grønland og Færøerne (hvis de ellers ringer)…
